Anderledes uger og dage


 

Introdage

- alle

De første to dage i skoleåret har vi introdage. Her laver vi en masse aktiviteter med det formål at ryste os sammen, samtidig er der introduktion til skoleåret, gennemgang af rutiner, regler m.m. Der bliver også tid til at hænge ud og smage på det sociale liv.

Opstartstur

- alle

Opstartsturen ligger tre uger inde i skoleåret. Nu er alle fagene på skinner, de forskellige niveauer er på plads, musikundervisningens individuelle tider er på plads, og vi kan hinandens navne. Så er det tid til at tage ud af huset og fokusere på ”samarbejde”. Vi tager ud af huset og er væk i tre dage. Når vi kommer hjem kender vi hinanden rigtig godt.

Sporuge

- alle

I slutningen af september- umiddelbart før ”Efterskolernes Dag” har vi sporuge dvs. en uge hvor alle timer er sportimer. Her skal alle sporene arbejde med deres første store projekt. 

Sponsorløb

- alle

Fredagen før efterårsferien har vi Sponsorløb. Det er 10.klasseseleverne i Dannelse og Demokrati, der arrangerer løbet. Eleverne bestemmer også hvilket projekt de indsamlede penge skal gå til.

Projektopgaveuge

- 9. klasse

I begyndelsen af november måned laves projektopgaven, og eleverne fremlægger for hinanden. Projektopgaven er en obligatorisk opgave for elever, der tager Folkeskolens 9. klasses prøve.

Brobygningsuge 

- 10. klasse

Når 9. klasserne laver projektopgave, skal alle vores 10. klasser i et lovpligt brobygningsforløb. Vi laver forløbet i samarbejde med UU-Køge. Eleverne skal besøge to forskellige uddannelsesinstitutioner. Skolen afholder transportudgifterne for eleven.

OSO-opgaveuge

- 10. klasse

I efteråret arbejder 10. klasse med OSO-opgaven. Den afsluttes med fremlæggelser og rapporter i november måned.

Skovbojul

- alle

Første lørdag i december har vi vores årlige julearrangement, hvor alle forældre, bedsteforældre, søskende, onkler, tanter, venner og kæledyr er inviteret. Vi laver flæskesteg og ris a la mande til 500 mennesker, og der er forskellig underholdning og boder. Endelig sluttes der af i hallen med julekoncert og meget mere.

Teateruger 

- alle

De første tre uger af januar laver vi skolens store teaterkoncert. Vi er super stolte af vores teaterkoncert og arbejdet med den sætter mange gode aftryk hos elever og medarbejdere. Læs mere her.

Fordybelsesuger

- alle

Mens en stor del af vore elever er på kulturmøde- og sportsrejser, laver vi faglige fordybelsesuger for de elever, der er hjemme.

Idrætsuge 

- 9. klasse

9. klasse skal måske til prøve i idræt. Idrætsugen forbereder vi os til denne prøve. Vi arbejder med de forskellige discipliner, laver grupper og afprøver lodtrækning.

Idrætsdag

- alle

I maj måned er vi altid til idrætsstævne i Odder, hvor vi dyster i en række discipliner med 8 andre efterskoler

Musikfestival 

- alle

I maj måned er vi til musikfestival. Enten afholder vi festivalen på Skovbo, hvor vi har besøg af rigtig mange gæster eller også tager hele skolen til musikfestival på en anden efterskole.

Terminsprøver 

- alle

I foråret har vi terminsprøver i ugen op til påske (dagene før Skærtorsdag). Vi henstiller til forældre, at de ikke planlægger ferie for deres teenager i disse dage. Terminsprøverne er vigtig træning til de skriftlige prøver, der afvikles ca. en måned senere.

Skriftlige prøver

- alle

I den første uge af maj måned afvikles de skriftlige prøver. Ved alle prøverne er der eksterne beskikkede censorer.

Boglige uger

- alle

Ugerne mellem de skriftlige og mundtlige prøver er reserveret til de fag eleverne skal til mundtlige prøver i. Her arbejdes der med synopser, outlines og forberedelse til de forskellige prøver.

Mundtlige prøver

- alle

I de sidste tre uger af skoleåret afvikles de mundtlige prøver. Når man ikke er til prøver, er der IKKE læseferie. Man skal deltage i en af følgende aktiviteter:

STUDIE - hvor man forbereder sig til prøve. Det foregår under tilsyn af lærere.

Hvis man ikke ønsker dette eller er færdig med prøverne skal man deltage i en række praktiske eller kreative projekter.

Afslutningsuge

- alle

I de sidste dage summer Skovbo af liv. Der er så meget der skal nås: Hovedrengøring, Gallafest, mindebøger og forberedelse af dimissionsfest. Vi slutter skoleåret af med en lækker brunch for forældre og elever. Derefter har vi en festlig samling i vores hal med overrækkelse af prøvebeviser.

Køkkenuge

- alle

En uge om året skal du være i køkkenet og hjælpe med madlavning, rengøring, opvask og andre funktioner, der hører med til arbejdet i et køkken. I køkkenugen er du fritaget for den almindelige undervisning. Køkkenugen er en meget vigtig del af et efterskoleophold. Her lærer du om den mad vi spiser og er med til at tage ansvar på et praktisk område.